Aksalsvísa

    1. De legte guldtalv ved breden bord
    i glæde og lyst med alle,
    de fruer tvende med æren stor,
    så underlig legen mon falde.
    Men lykken vender sig ofte om.

    2. De terninger løbe ofte omkring,
    de sig så snart monne vende,
    så gør og lykkens hjul udi ring,
    dens løb man næppe kan kende.

    3. Fru Julli og dronning Malfred,
    de lege guldtalv med ære,
    på gulvet ganger det barn derved
    og leger med æble og pære.

    4. På gulvet ganger det barn så væn
    og leger med æble og blomme;
    ind kom Aksel Thordsøn,
    han agted til Rom at komme.

    5. Han hilsede fruer og jomfruer skøn,
    ham fulgte både tugt og snilde;
    han elsker det ædle barn udi løn,
    thi lykken ville for dennem spille.

    6. På armen tog han den liden dukke,
    klapped hende ved hviden kind:
    “Krist give, at du varst voksen nok,
    da blev du snart min mandinde.”

    8. Jomfruens moder talede ret,
    hun monne hannem sandhed sige:
    “I ere altfor nær udi æt,
    dog vel hinanden lige.”

    9. Han tog en guldring af sin hånd,
    bad barnet dermed lege;
    der hun fremvokste i alder forsand,
    det gjorde hendes kinder blege.

    10. “Kom vel i hu, min lille brud,
    i dag monne jeg dig fæste;
    jeg vil rejse af landet ud
    og fremmede herrer gæste.”

    11. Herr Aksel drager af landet ud,
    hannem følger tugt og ære.
    I klosteret sættes hans liden brud,
    at hun skulle sømmen lære.

    12. De lærte hende silkesøm at sy,
    at læse lod de hende lære;
    af hendes dyd gik herligt ry,
    hende fulgte stor tugt og ære.

    13. Slig adelig sæder, som hun bær,
    må hver med rette prise;
    i sindet hun bestandig er
    og regnes iblandt de vise.

    14. I klosteret var hun elleve år,
    til Gud hendes moder hjemkaldte;
    da tog hende dronningen i sin gård,
    for alle hun hende udvalgte.

    15. Herr Aksel tjener i kejserens gård,
    forgyldte haver han spore;
    sit sværd han vel ved siden bar,
    og ridderlig var hans fore.

    16. Herr Aksel sover så sødelig,
    alt som en herre mon sømme;
    om natten har han ej ro hos sig
    alt for sine stærke drømme.

    17. Herr Aksel sover i højestue
    og hviler på silke det bløde;
    han haver ej ro om natten at sove,
    han drømmer om fæstemø søde.

    18. Han drømmer, at Valborg Immersdatter
    i fløjl står klædt med ære;
    hos hende sig Hågen, kongens søn, satte,
    en bøn monne han begære.

    19. Årle om morgenen det blev dag,
    og lærken sin stemme rørte,
    op stod herr Aksel med god behag,
    sig snarlig i klæderne førte.

    20. Så snarlig sadler han ganger grå;
    han lyster i lunden at ride,
    så drømmetanker af hovedet slå
    og lytte til fuglesang blide.

    21. Der nu herr Aksel Thordsøn
    kom hen i rosenlunde,
    der møder hannem en pilgrim skøn
    udi de samme stunde.

    22. “Vel mødt, goddag, du pilgrim from;
    hvorhen stå din begære?
    Fra mine lande monne du kom,
    dine klæder kan mig det lære.”

    23. “Norge det er mit fædreneland,
    jeg er udaf gildske stamme;
    til Rom har jeg mig svoren forsand,
    om jeg kan paven der ramme.”

    24. “Est du kommen af gildske æt,
    og da est du min frænde.
    Har stolte Valborg mig forgæt?
    Sig mig, om du hende kende?”

    25. “Valborg er en jomfru skøn;
    jeg hende så vel mon kende;
    der er så mangen ridderesøn,
    som sætter sin love til hende.”

    26. “Jeg kender så vel den jomfru der,
    hun slider sobel og mår;
    blandt alle jomfruer hun prisen bær,
    som tjene i dronningens gård.”

    27. “Opvoksen er Valborg Immersdatter
    som liljen fejrest på kviste;
    blandt alle jomfruer, i landet er,
    en skønnere ingen vidste.”

    28. “Fru Julli hviler under marmorsten
    alt hos sin ædle herre;
    dronning Malfred tog skøn Valborg hen,
    hun hende mon elske og ære.”

    29. “Guld bær hun om sin hvide hånd,
    i perler fletter sit hår.
    Herr Aksels brud af alle mand
    hun kaldes, ihvor hun går.”

    30. “De kalder hende Aksels fæstemø skøn,
    og gør det af god gammen;
    de agte hende Hågen, kongens søn;
    jeg mener, de komme tilsammen.”

    31. Det var herr Aksel Thordsøn,
    han svøbte sig udi skind,
    så ganger han udi salen hen
    for romerske kejser ind.

    32. “Hil sidde I, kejser Henrik, så from,
    I ere en herre så blide;
    orlov må jeg Eder bede om
    til fæderneland at ride.”

    33. “Mig er fader og moder fradød,
    mit gods står nu udi vove;
    mig tvinger dog mest min fæstemø sød;
    en anden vil hende trolove.”

    34. “Orlov det skal du gerne få,
    selv vil jeg dig det give;
    om du tilbage komme må,
    din plads skal åben blive.”

    35. Herr Aksel rider af kejserens gård,
    ham fulgte så herlig en skare;
    og alle de, udi gården var,
    de bad ham alle vel fare.

    36. På rejsen var han så frisk og snar,
    hannem følgede tredive svende;
    der han kom i sin moders gård,
    da red den herre alene.

    37. Der nu herr Aksel Thordsøn
    kom frem til borgeled,
    ude stod fru Helfred, hans søster væn,
    og hvilte hun sig derved.

    38. “Her stander du, Helfred søster fin,
    nu venter du ikke min komme.
    Hvor lever Valborg, fæstemø min,
    en rose for alle de blomme?”

    39. “Skøn Valborg lider meget vel,
    den skønneste jomfru for alle;
    hun tjener og vores dronning selv,
    for alle hun hende udvalgte.”

    40. “Du råde mig Helfred, søster fin,
    du give mig råd de gode,
    hvor jeg kan tale med fæstemø min,
    at ingen mand det forstode?”

    41. “Svøb du dig udi silke skøn
    og klæd du dig udi pjæld;
    sig, at du est mit bud udi løn
    at tale med jomfruen selv.”

    42. Det var herr Aksel Thordsøn,
    går over de højelofts spange;
    der møder ham dronningens jomfruer skøn,
    de komme fra aftensange.

    43. Han rakte skøn Valborg hviden hånd
    og talte så mildelige:
    “Jeg er fru Helfreds sendebud sand,
    jer har Eder noget at sige.”

    44. Hun brød op de lønnebrev stor,
    hun læste det ud med alle;
    der stode udi de elskovens ord,
    som nogen bedst kan udtale.

    45. Der lå udi de guldringe fem,
    var drevne i roser og liljer:
    “Eder giver Aksel Thordsøn dem,
    han Eder så ung haver gillet.”

    46. “I loved at være min fæstemø,
    den tro skal I mig holde;
    jeg sviger Eder ej på verdens ø,
    det lover jeg Eder, min bolde.”

    47. Så fulgtes de over den høje bro,
    som Gud gav dennem til råde,
    der gave de hinanden sin tro,
    og eder svore de både.

    48. De svore om Sankte Doretheæ i ær’
    og om den hellige mø,
    i æren ville de leve her,
    i æren ville de dø.

    49. Herr Aksel rider i kongens gård,
    han var både glad og fro,
    hans fæstemø udi højeloft står,
    hun både legte og lo.

    50. Det stod så i måneder fem,
    og vel udi måneder ni;
    elleve grevesønner gik frem
    og bade om hende i de.

    51. Elleve vare de riddere skøn,
    til hende i æren mon gille;
    den tolvte var Hågen, kongens søn,
    han bad hende årle og silde.

    52. “Høre I det, skøn Valborg fin,
    og vil I være min kære,
    da tager jeg Eder til dronning min,
    og kronen skal I bære.”

    53. “Hør I, herr Hågen, kongens søn,
    og det kan ikke så gå,
    jeg haver lovet herr Aksel i løn,
    det ganger jeg aldrig fra.”

    54. Vred blev Hågen, kongens søn,
    og svøber han sig udi skind;
    så går han i salen så skøn,
    for sin kære moder ind.

    55. “Her sidde I, kære moder min,
    hvad giver I mig for råd?
    Jeg bedet har skøn Valborg fin,
    hun byder mig spot og håd.”

    56. “Jeg byder hende både hæder og ær’,
    samt rige og land tillige;
    hun siger, hun haver herr Aksel så kær
    hun vil hannem aldrig svige.”

    57. “Haver hun sin tro forjæt,
    da er hun den pligtig at holde;
    her ere vel flere af greveæt,
    så byrdige og så bolde.”

    58. “Vel ere der grevedøtre fler,
    så bolde og så rige;
    men ingen så skøn som Valborg er,
    ej heller så dyderige.”

    59. “Med magt kan du hende ikke få,
    thi det var skam at høre;
    med våben, om du hende vinde må,
    kan sig herr Aksel og røre.”

    60. Vred blev Hågen, kongens søn,
    og vred så gik han ud;
    ham mødte hans skriftefader skøn,
    han kaldes sortebroder Knud.

    61. “Hvi ganger min herre så sørgelig,
    hvorhen stander hans begære?
    Er ham påkommen nogen modgang slem
    da siger han mig det here.”

    62. “Modgang stor er mig kommen på,
    som tvinger mig allermest;
    stolt Valborg kan jeg ikke få,
    her Aksel har hende fæst.”

    63. “Haver herr Aksel skøn Valborg fæst,
    han skal ej føre hende hjem;
    i sortebrødrekloster hernæst
    der ligger deres herkomst igen.”

    64. “Nærsøskendebørn de begge er
    af frænder så høje og gode;
    en frue holdt dem til dåben med ær’
    på Højborrig, som hun bode.”

    65. “Dåbesøskende ere nu de
    for deres klosterret;
    herhos kan vi erfare og se,
    de ere i tredje æt.”

    66. “Min herre lader skrive breve om land,
    kapitlet skulle de lyde;
    herr Aksel får ikke den liljevand,
    vi ville ham det forbyde.”

    67. Det var Hågen, kongens søn,
    han kalder på svende så:
    “I bede jomfruens morbrødre i løn
    i stuen for mig indgå.”

    68. De grever de stedtes for breden bord
    med tugt og megen ære:
    “Vor nådige herre os sende ord,
    han sige os sin begære.”

    69. “Jeg beder om Eders søsterdatter
    i æren hos mig at blive;
    til dronning vil jeg hende sætte,
    om I mig hende vil give.”

    70. Svarede det hendes morbrødre tre,
    de bleve både glade og fro:
    “Vel er skøn Valborg født, thi se,
    en kongesøn lover hende tro.”

    71. Det var de ædle grever da,
    svøbte de sig udi skind;
    i højelofts straks monne de gå
    for dronning Malfred ind.

    72. Først hilste de dronning Malfred skøn,
    med tugt og høviske sinde,
    dernæst og stolten Valborg køn,
    den skønneste der var inde.

    73. “Vel dig, kære søsterdatter skøn!
    Vel dig, mens du er i live!
    Om dig beder Hågen, kongens søn,
    og hannem vil vi dig give.”

    74. “Haver I mig trolovet hen,
    da vil jeg Eder sige:
    Herr Aksel er min kæreste ven;
    jeg vil hannem aldrig svige.”

    75. Svarede hendes morbrødre tre
    – de mægtige grever så bolde:
    “Det skal i sandhed aldrig ske,
    at du det løfte skal holde.”

    76. Det var Hågen, kongens søn,
    lod skrive de breve af ny;
    og lader han hente den ærkebisp skøn
    me klerkerne syv gange ti.

    77. Meldte det mester Erland,
    han læste de kongebrev ud:
    “Skam få de, som dette påfandt,
    ja, først og sidst broder Knud.”

    78. Ærkebispen han stedtes for bord
    og talte til kongen med ære:
    “Min nådige herre har stedt mig ord;
    hvad monne hans vilje være?”

    79. “Jeg haver mig en jomfru fæst,
    til hende skal I mig vie;
    herr Aksel er hende om hjertet næst,
    hun skal hannem overgive.”

    80. Så skreve de den stævning ud
    og lode den læse til tinge:
    At møde for ærkebispen prud
    begge de ædelinge.

    81. Årle om den morgen blid,
    der ottesang var ude,
    til kirken skulle herr Aksel rid’
    med fæstemø sin, den prude.

    82. Den herre stiger til højen hest,
    han monne så hjertelig sukke;
    den jomfru følger i karmen næst,
    sin sorrig hun inde må lukke.

    83. Det meldte stolten Valborg,
    hun kom udi rosenlund:
    “Sjælden sukker glad hjerte af sorg,
    men ofte ler sorrigfuld mund.”

    84. Den ridder han rider på højen hest,
    hans tanker de løbe så vide;
    den jomfru hun følger i karmen* næst,
    hun dølger sin sorg med snilde

    85. Udi Mariæ kirkegård
    der trådte de herrer fra heste;
    derefter de ind i kirken gå,
    de frænder og riddere bedste.

    86. De hvilte midt på den kirkegang;
    der mødte dem bisper og klerke;
    at de vare begge i hjertet bang’
    det kunne man på dem mærke.

    87. Der mødte dem ærkebispen selv
    med sølvbunden stav udi hænde,
    med alle sine ordensbrødre vel,
    som deres venskab skulle vende.

    88. Frem trådte sortebroder Knud
    med slægtebog udi hænde,
    han læste den arvetalve ud:
    at Aksel var Valborgs frænde.

    89. Så læste de op den arvetal,
    som munken gav dennem til råde:
    Nærsøskendebørn vare de udi val,
    på møderne slægtninge både.

    90. Nærsøskendebørn de rettelig var
    af adeligt blod det bedste;
    i fjerde led deres slægtskab står,
    straks skilte dem ad de præste.

    91. De vare komme af gildske rod,
    nærsøskendebørn så fromme;
    herr Aksel og skøn Valborg god
    måtte ikke tilsammen komme.

    92. En frue dem begge til dåben bar,
    der de finge dåbens gave;
    herr Asbjørn begge deres fadder var,
    hinanden måtte de ej have.

    93. Så fulgte de dennem til alteret hen,
    fik dennem håndklæde i hænde;
    de løste det bånd og vare ej sen,
    for svenden var jomfruens frænde.

    94. De vare frænder af byrd og blod,
    af adelige gildske slægte;
    dernæst vare de gudsøskende god,
    de komme ej sammen i ægte.

    95. Det håndklæde mellem dem skåret blev,
    hver fik af dennem et stykke;
    så lever den aldrig i verden så gæv,
    der selv kan råde sin lykke.

    96. “Det håndklæde sønderskåret er,
    hvormed I os mon adskille;
    så længe vi lever, det aldrig sker,
    I bryde vort venskab og vilje.”

    97. De toge guldringe af fingrene hen,
    guldarmbånd af hendes hånd;
    da fik den ridder sin gave igen;
    opløst var kærligheds bånd.

    98. Herr Aksel kasted guld på alteret da,
    gav det Sankt Oluf til ære,
    svor, alle de dage han leve må,
    han Valborgs ven ville være.

    99. Da vredes Hågen, kongens søn,
    alt under sin silke rød:
    “Men du kan hende ej glemme i løn,
    da er hun vist ikke mø.”

    100. Erland erkedegn talte på stand
    – den viseste blandt de klerke:
    “Den agter jeg for en ufrist* mand,
    som ej kender elskoven stærke.”

    101. “Med vand udslukker man ilden stor,
    dertil den brændende brand;
    men kærlighedsbrynde langt overgår,
    den ingen mand dæmpe kan.”

    102. “Solens hede den falder så stærk,
    at ingen den læske kan,
    men elskovens bånd er hårdere værk,
    det aldrig slet brydes forsand.”

    103. Dertil svared herr Aksel så,
    han stod i silke rød:
    “Den sag skal jeg mig lægge fra,
    skulle jeg i morgen dø.”

    104. Da blev Hågen, kongens søn, vred,
    trådte frem på breden sten:
    “I morgen skalt du mig sværge en ed
    og det foruden men.”

    105. “Sværge skalt du i morgen mig
    på sværd og hellige læst,
    om Valborg hun er mø for dig,
    eller du har sovet hende næst.”

    106. “Skal jeg loven give så,
    jeg kan det fuld vel gøre;
    i kampen tør jeg end bestå,
    sålænge jeg mig kan røre.”

    107. I loftet hviler Estelin, Hågens fru,
    hun vågner af søvne så brat:
    “Sankt Birgithe råde nu for min hu,
    hvad haver jeg drømt i nat.”

    108. “Jeg drømete om Julli hin væne,
    som hviler i sorten muld;
    hun bad mig så meget gerne
    at være hendes datter huld.”

    109. “Min herre, jeg haver de sønner syv,
    og hver haver tredive svende;
    de binde op sværd og vove deres liv
    at hjælpe den jomfru så væne.”

    110. “Min herre han sadler gangere ti
    og rider bort som en herre;
    I følger dem med, I står hende bi,
    det måtte end blive desbedre.”

    111. “Syv sønner have vi nu tilsammen,
    de unge hertuger bolde;
    det er vor egen glæde og gammen,
    de ridderlig sig kan holde.”

    112. “Søskendebørn vi tvende var,
    fru Julli og jeg her både;
    hvorfore det os vel ilde står,
    om vi hendes datter forlode.”

    113. Årle om den morgen så køn,
    der solen skinned over den hede,
    på slottet ganger den ridder så skøn
    at sværge de dyre ede.

    114. Færdig herr Aksel Thordsøn var
    og rakte sin hånd fra sig:
    “I kommer hid, grever af gildske gård,
    og lover i dag med mig.”

    115. Frem gå elleve ridder’ med mag,
    vare klædte i sobel og mår,
    ville love med herr Aksel i dag;
    Gud give, ihvor det går.

    116. Så stride randt tåre på jomfruens kind,
    som regnen kan falde mest;
    “Ak, hvor skal jeg nu venner finde?
    Jeg er elendig vist.”

    117. Hendes morbroder Tue svarede da
    og talede så til hende:
    “Ene du selver svare må,
    i rådet varst du selv ene.”

    118. Meldte det ærkedegn Erland
    og så tog han oppå:
    “Frænderne mange du finde kan,
    men vennerne haver du få.”

    119. “Frænderne du vel mange har,
    men vennerne kanst du ej finde;
    Gud hjælpe dig vel ud af den fare,
    du måtte din sorrig forvinde.”

    120. “At mig er fader og moder fradød,
    for Gud må jeg det klage;
    den Gud, som hjælper alle af nød,
    han ved al min årsage.”

    121. “Fru Julli hviler under marmorsten,
    herr Immer i sorten muld;
    men vare de nu i live igen,
    da vare mine frænder mig huld.”

    122. Der hun så sad med jammer og ve
    og i sin største sorg;
    da kom herr Hågen og lod sig se,
    fremridendes til den borg.

    123. Han trådte straks frem så hastelig,
    sine ord lod han så lyde:
    “I loven går jeg i dag med dig,
    jeg monne mig selv tilbyde.”

    124. “Fru Estelin er dig huld og god,
    hun sover mig hver nat nær;
    din moder og hun var af en rod,
    og derfor kommer jeg her.”

    125. “I træde frem mine syv sønner i tal
    og Eder i loven blande;
    herr Karl hans sønner af Sønderdal,
    de skal her hos nu stande.”

    126. Elleve hertugsønner gik frem,
    var svøbte i sobel og mår;
    på fyrstelig vis og klædte de dem,
    og kruset var deres hår.

    127. Elleve grever gik sammen i flok,
    de vare slet uforfærde;
    krusede var deres gule lok,
    forgyldte var deres sværde.

    128. “Med jomfruen vi nu sværge vil
    og loven med hende gøre;
    I ædelinge to, I træde her til,
    thi alle skal derpå høre.”

    129. På messebog lagde herr Aksel sin hånd,
    og sværdet holdt han udi fæste;
    hans rige frænder stod hos forsand,
    de gæveste og de bedste.

    130. Hæftet det holdt han i sin hånd
    og odden mod en sten;
    så gjorde han straks sin ed på stand
    og det foruden al men.

    131. “Vel haver jeg haft skøn Valborg kær,
    hun var min højeste trøst,
    jeg hende dog aldrig var så nær,
    at jeg hende engang kyst’.”

    132. På messebog lagde den jomfru sin hånd,
    og svor hun om Vorfrue:
    “Mine øjne vare aldrig så dristig forsand,
    jeg torde herr Aksel anskue.”

    133. Så løfted de over hende himmel skøn
    og bare så over hende skrud;
    så fulgte de hende på salen i løn
    og kaldte hende kongens brud.

    134. Ind kom Hågen, kongens søn,
    han talte et ord så brat:
    “Hverken svend eller ridder skøn
    må rejse herfra i nat.”

    135. “Jeg fæster i dag skøn Valborg fin
    alt til min hjertenskære;
    hun skal nu være dronning min
    og kronen af røden guld bære.”

    136. Der bredes dug, de sættes til bord,
    de skænkte både mjød og vin.
    Herr Aksel sad med sørgelig ord
    og talte med kæreste sin.

    137. “I siger mig, Valborg, hjertenskær,
    mens vi ere ene her inde,
    hvad råd os begge nu bedst monne vær’,
    vor længsel den kan forsvinde.”

    138. “Får jeg kongen, om det så sker,
    da er det mod mit minde;
    om jeg i tusinde år leved her,
    I ganger mig aldrig af sinde.”

    139. “Jeg vil sidde i højeloft vid
    og virke det guld i hue,
    så sørgelig vil jeg leve min tid
    alt som en turteldue.”

    140. “Hun hviler aldrig på grønne gren;
    hendes ben ere alt så møde;
    hun drikker aldrig det vand så ren,
    hun rører det først med fødder.”

    141. “Min herre, I rider så lystelig
    at bede* den vilde rå;
    alle de tanker, I får om mig,
    I lader den snart bortgå.”

    142. “Min herre, I rider så lystelig
    at bede den vilde hare;
    alle de tanker, I får om mig,
    I lader dem snart henfare.”

    143. “Om jeg end rider i rosenslund
    og beder de dyr i skove;
    hvad skal jeg gøre om nattestund,
    når jeg kan ikke sove?”

    144. “Mit fædrene gods jeg sælger forsand
    for sølv og guld det røde;
    så vil jeg drage i fremmede land
    og sørge mig selv til døde.”

    145. “Min herre, I sælge ej Eders jord,
    det er så hart at miste;
    men sender nu straks herr Asbjørn ord,
    hans datter, den skal I fæste.”

    146. “Alhed, hans datter, I fæste må
    og leve hos hende med ære;
    i moders sted vil jeg Eder stå
    og sorgen så for os bære.”

    147. “Ingen skøn jomfru jeg have må
    og ingen trolover jeg mig,
    kunne jeg end kejserens datter få,
    mens jeg fik ikke dig.”

    148. Erland ærkedegn svarede brat
    – han klappede dennem med ære:
    “I sige hinanden i aften godnat,
    det kan nu andet ej være.”

    149. Ærkebispen han råbte det ud,
    sin tunge kunne han vel røre:
    “Skam få sortebroder Knud,
    som her i splid monne gøre.”

    150. Herr Aksel han bød den jomfru godnat,
    han gjorde det ikke så gerne;
    hans hjerte det var emd sorrig beladt,
    som fangen, der ligger i jerne.

    151. Skøn Valborg går i højeloft hen,
    hendes moder følger hende at sove;
    hendes hjerte det brænder af sorrig og men
    som ilden i lysende lue.

    152. Årle om den morgenstund,
    der solen skinned med alle,
    begynder hun dronningen mangelund
    på jomfruer sine at kalde.

    153. Dronningen beder straks jomfruen sin
    at virke det guld så røde;
    stille stod Valborg jomfru så fin,
    hendes hjerte af sorrig blødte.

    154. “Hør du Valborg jomfru kær,
    hvi sidder du så drud*?
    En hjertensglæde mon det dig være,
    at du bliver kongens brud.”

    155. “Langt heller vil jeg herr Aksel have
    og leve med hannem i ære,
    end jeg ville med den store gave
    den norske krone bære.”

    156. “Så lidet det mig gavne kan,
    mine frænder de sig monne glæde,
    når jeg med mine øjensvand
    mine kinder må dagligen væde.”

    157. Det stod nu en tid så rum,
    ja mere end måneder to,
    herr Aksel og den jomfru from
    de hverken legte eller lo.

    158. Der kom orlog på det land,
    de fiender vare så stærke;
    her Hågen, kongens søn, forsand,
    måtte til at prøve hofværke.

    159. Kong Hågen lod byde alle sine mænd,
    ja både de læge og lærde;
    herr Aksel, den højædle svend,
    lod sig og ikke forfærde.

    160. Det var Hågen, kongens søn,
    han rider i herrefærd;
    han byder i landet hver og en,
    som bære kunne sværd.

    161. Han byder ud over alt det land
    så mange, som sværd kunne bære;
    herr Aksel, den højædle mand,
    han skulle hans høvedsmand være.

    162. Hans skjold var både hvid og blå,
    det kendes i marken så vide,
    to røde hjerter deri mon stå;
    for æren ville han stride.

    163. Der de komme i marken ud,
    så de deres fjender glanse;
    der galt da mod og manddom prud,
    og ikke med fruer at danse.

    164. Herr Aksel prøver så store hofværk,
    sit fæderneland til fromme;
    for hannem falder hofmænd så stærk’,
    han gør dem sadelen tomme.

    165. Han slog så mangen velbyrdig mand,
    han trådte dem under sin hest;
    han skåner ingen med sin hånd,
    de ypperste og de bedste.

    166. Han vog de herrer af Oppeland,
    som ride de høje heste;
    kong Ammons sønner faldt for hans hånd,
    de grever og hertuger bedste.

    167. De pile fløj så tykke i skar,
    som bønder de slå hø;
    Hågen, kongens søn, blev sår
    og måtte snarlig dø.

    168. Der nu Hågen, kongens søn,
    fra hesten monne nedfalde,
    herr Aksel, den ædle herre skøn,
    gav sig derved med alle.

    169. “Hør herr Aksel Thordsøn ret,
    du hævne tilfulde min død,
    så fanger du land og rige slet,
    dertil og begge vores mø.”

    170. “Tilfulde skal jeg hævne din død,
    så det skal spørges til by;
    jeg skåner mig ikke for noget stød,
    og aldrig skal jeg fly.”

    171. Herr Aksel render i hoben ind,
    han var så vred til mode;
    enhver som hannem mødte gesvind,
    den slog han ned for fode.

    172. Da faldt alle de stærke mænd,
    som bønderne korn monne høste;
    herr Aksel den højædle svend,
    så mandelig sig monne trøste.

    173. Så længe værged den herre sig,
    til han misted brynjen bolde;
    han stridde så frisk og mandelig,
    til kløven bleve hans skjolde.

    174. Han værgede sig så mandelig der
    og monne sig selver trøste,
    indtil så længe hans gode sværd
    det monne i hæftet bryste.

    175. Vel atten vare de dødelige sår,
    den herre havde i bryste;
    i teltet de hannem siden bar,
    så nødig de hannem miste.

    176. Den herre randt blodet så stridelig;
    for sejren måtte han dø;
    det sidste ord, han talte for sig,
    var om hans fæstemø.

    177. “I siger skøn Valborg tusind godnat,
    Vorherre skal for hende råde;
    i Himmerig vi findes så brat
    og sankes så glade både.”

    178. Ind da kom den liden smådreng,
    og stedtes han for bord;
    i talen var han snild og kræng,
    han kunne vel føje sine ord.

    179. “Jomfruer, aflægger nu silke rød
    og bærer det hvide lin:
    Hågen, kongens søn, er nu død
    og Aksel, kære herre min.”

    180. “Død er Hågen, kongens søn, fin,
    han ligger på ligebår’,
    det hævned herr Aksel, herre min,
    thi fik han sit banesår.”

    181. “Sejren haver de vundet vist,
    all Norriges land til ære;
    så mangen bonde har livet mist
    og mangen adelig herre.”

    182. Så såre græd dronning Malfred skøn,
    det kan hver moder vel vide;
    skøn Valborg sørged og såre i løn,
    sine hænder monne hun vride.

    183. Hun talede straks til tjenere sin,
    bad han skulle snarlig være:
    “Du henter mig mit forgyldte skrin;
    du må det straks indbære.”

    184. “Du spænder grå ganger for karmen rød,
    til kloster vil jeg mig give;
    jeg glemmer aldrig herr Aksels død,
    så længe jeg er i live.”

    185. Udenfor Mariæ kirkegård
    der trådte hun fra sin karm;
    så sørgelig hun i kirken går,
    hun havde både angest og harm.

    186. Guldkronen tog hun med sin hånd,
    hun satte den på de stene:
    “Nu vil jeg aldrig have mand,
    men leve en jomfru alene.”

    187. “To gange var jeg fæstemø,
    men aldrig brud kunne blive;
    nu vil jeg udi klosteret dø,
    fra verden mig ganske give.”

    188. De bare frem det forgyldte skrin,
    der var udi guld det meste;
    det skifted hun blandt frænderne sin’,
    det ypperste og det bedste.

    189. Hun tog guld og det store halsbånd,
    hvori de smykker mon hænge;
    det gav hun fru Estelin på stand,
    som hende havde elsket så længe.

    190. Så tog hun op de store guldbånd,
    dertil de bradser brede;
    det gav hun herr Hågen med mund og hånd,
    som svor med hende de ede.

    191. Hun tog guld og sølv så køn,
    vel hundrede guldringe;
    dem gav hun de hertugesønner skøn,
    som loven med hende iginge.

    192. Hun gav til kirker og kloster vel
    og dennem, som skulle læse;
    for sin og for sin kærestes sjæl
    hun stiftede daglige messe.

    193. Hun gav til enker og faderløse børn
    og dennem, som vandrer om føde;
    til Sankte Anna billede skøn
    gav hun guldkronen hin røde.

    194. “I træder frem bisp, ærværdige herre,
    I vier mig ind med muld;
    den klosterorden jeg sværger her,
    jeg håber I vorder mig huld.”

    195. “Kommer Åge ærkebisp kær,
    I vier mig ind for Gud;
    jeg kommer aldrig af klosteret her,
    før jeg bæres død derud.”

    196. Der vare så mange grever bold,
    som bare derved stor harm,
    der de nu kaste den sorte muld
    over skøn Valborgs arm.

    197. Nu ganger Valborg i klosteret der,
    hun lider så megen tvang;
    messen hun aldrig forsømmer her,
    ej heller ottesang.

    198. I klosteret mange given er,
    både møer og høviske kvinder;
    dog ingen så skøn som Valborg er,
    hvis lige man ikke finder.

    199. Bedre er det ej være født
    end stedse i sorgen leve,
    med længsel daglig æde sit brød
    og aldrig lystighed prøve.

    200. Gud dennem forlade, som årsag er,
    at de ej sammen må være,
    som haver hinanden af hjertet kær
    og elskes i tugt og ære.

    Kellingin saðlar sær

    1. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í bóndans garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    2. Biður hon bóndan skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    3. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí deknurin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    4. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í deknins garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig

    5. Biður hon deknin skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    6. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí presturin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    7. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í prestsins garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    8. Biður hon prestin skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    9. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí próvsturin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    10. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í próstsins garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    11. Biður hon próstin skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig

    12. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí bispurin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    13. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í bispsins garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    14. Biður hon bispin skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    15. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí kongurin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig

    16. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í kongsins garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig

    17. Biður hon kongin skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    18. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí keisarin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    19. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í keisarans garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig

    20. Biður hon keisarin skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    21. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí pávin ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    22. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í pávans garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    23. Biður hon pávan skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    24. Eg kann ikki skrifta teg
    “forgloym ikki meg”
    Tí páliant ræður yvir mær
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    25. Kellingin saðlar sín gumpin grá
    “forgloym ikki meg”
    So ríður hon í pálints garð
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    26. Biður hon páliant skrifta seg
    “forgloym ikki meg”
    Tí hon hevði sligið ein hovmann í hel
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    27. Nú skal eg teg skrifta
    “forgloym ikki meg”
    Og tað skal verða tín gifta
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig

    28. Hann tók um hennara bæði bein
    “forgloym ikki meg”
    Og ripaði heysin í ein stein
    Jeg trår så lættlig
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    29. Hann tók í hennara bæði lør
    “forgloym ikki meg”
    Og ripaði hana langt út á fjør
    Jeg trår så lættlig.
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    30. Hann tók í hennara bæði kjógv
    “forgloym ikki meg”
    Og ripaði hana langt út á sjógv
    Jeg trår så lættlig.
    Der går en dans for trúná
    Forgloym ikki meg
    Der danser både jomfruer og møer
    Jeg trår så lættlig.

    Ruthsvísa

    Jónleif Johannesen
    Orð: Jónleif Johannesen

    1. Brúðarfólk góðu lýðið á
    Tað eg úr Halgubók sigi frá.

    Niðurlag: Alt meðan lindin hon stendur væl,
    tað stendur ein lind í mín faðirsgarð,
    hon er sær í rósum væl,
    alt meðan lindin hon stendur væl.

    2. Nomi giftist í onnur lond
    synir har knýttu kærleiksbond.

    3. Harrin hann lagaði lagnuna so
    manni og synum sendi boð.

    4. Teir grivnir vóðu í døkka mold,
    so syrgnar einkjur stóðu á fold.

    5. Nomi pakkar eigi sítt
    Eg fari aftur til heimland mítt.

    6. Stillan Ruth pakkar við hennara lið
    har tín leið gongur, eg fylgi við.

    7. Tungt var at liva sum einkja á fold
    og ei eiga annað enn egið hold.

    8. Bóas bóndi átti gull og fæ
    har til eitt hjarta á røttum stað.

    9. Hann sá tey fátæku svong og móð.
    Hann átti føði í yvirflóð.

    10. Bóas til fólk sítt sigur so:
    “Tit hoyri og lýðið míni boð”.

    11. Í morgin tá tit akurin skera,
    mikið skal har eftir vera.

    12. Í morgin tá akurin savnast skal
    tit savni saman, men leivi væl.

    13. Tit bundini bindi, men ei ruddi bø
    Tit níggju binda og eitt verður sløð.

    14. Um kvøldið Ruth í bøin fór
    hon sankar saman og byrðan gerst stór.

    15. Bóas hann møtir henni á leið.
    hon fall til jarðar for honum neig.

    16. Statt upp kæra kvinna og svara mær.
    er nakar maður ætlaður tær?

    17. Eg hevði ein mann, sum Harrin tók sær.
    síðan eingin er ætlaður mær.

    18. Hjarta mítt leikar, sum toran slær.
    Tað sigur greitt, tú ert ætlað mær.

    19. Ruth hugdi í hansara eygu fríð
    tey vístu, at sálin var rein og blíð.

    20. Bønliga Ruth eg tali til tín
    Vil tú verða kona mín.

    21. Ja, svarar Ruth, so fegin eg vil
    sum kona hoyra hús títt til.

    22. Kvøldið legðist um slignan hól
    Tey fevndust í roða av setandi sól.

    23. Úr teirra kærleika spretti hann
    sum sigur yvir syndum vann.

    24. Kærleikin gongur sína leið,
    Ein løtan fløkt ein onnur greið

    25. Rík og fátæk har ganga í lag.
    Um aldur ei hann spyr um tað.

    26. Megi størstu hann byggir á
    Heldur tá alt fellur frá.

    Lundavísan

    Orð: Bent Jacobsen og Ólavur Eysturdal (yngri)
    Lag: Hr. Sinklar
    Viðmerking: Yrkt í februar 2007.

    1. Udi den store Nordatlant
    hvor skyerne samles og tynger,
    der ligger et land, som munke fandt,
    hvor alle danser og synger.
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer.

    2. I landet boed en skinhellig flok
    så bundne af normer og skikke.
    Når nogen sae lunde, gik de amok
    for lunder tåler de ikke.
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    3. – For lunderne er perverse dyr.
    De hellige skrifer forkynder:
    Engang når dommedagen gryr
    Vil Herren straffe hver synder.
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    4. En lunde gik en tur i by’n
    Fik tæv af no´en hånlige harer,
    de slog ham ned, et frygtligt syn.
    Han kunne sig ikke forsvare.
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    5. En del sa’e fra: Nu er det nok!
    Enhver fornuftig må lytte,
    For dumme harer går tit amok,
    med lov må vi lunder beskytte!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    6. Men fåreflokken sa’e: Næ næ næ!
    En lundelov kan være farlig,
    den truer vort land og folk og fæ
    At vedta’ den er uansvarlig.
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    7. Et får med butterfly sagde træt:
    En lundelov? Nu må jeg smile,
    for så skal vi også ha regelsæt
    for skaldede og pædofile!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    8. Og hanebevægelsen sagde: Hov!
    De lunder er satans dæmoner,
    en glidebane, snart får de lov
    Til partnerskab og adoptioner!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    9. En billig hane sa’e: New Orleans!
    Husk på hvad der skete dernede,
    hver synder sku’ straffes og plag’s og pin’s
    som Sodoma mærked’ Guds vrede!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    10. En gris i kjole fra danernes land
    for sine disciple forkyndte:
    – Vi har et ting, hvor hver en han
    blir styret af Gud og kan grynte!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    11. Og sorte-november-dagen kom
    Hvor lovforslaget blev stillet,
    Og i december faldt tingets dom:
    De hellige tabte spillet!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    12. Og nogen blev vrede og skifted parti
    Og slog og hamred i bordet,
    men så blev der stille, det var fordi,
    den lundelov fratog dem ordet!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    13. Og alle haneungerne græd.
    De gamle haner sa’e: Vi ska’
    Vær’ tapre og genvinde sjælefred
    Som trøst skal alle ha’ pizza!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    14. Og lunderne dansed’ og laved sjov
    og sang med festlige toner:
    Nu er vi fri! Snart får vi lov
    Til partnerskab og adoptioner!
    Hurra hurra!
    de frygter, når lunderne kommer

    15. Vort lundekvad siger at store og små,
    må ikke diskriminere.
    Her er sidste vers, men pas nu på.
    Måske vi skriver no’en flere!
    Uha uha,
    de frygter, når lunderne kommer

    Kjartan Ólavsson

    1. Ríða út av Hjarðarholti
    reystar kempur tvær,
    fyrstur reið Bolli Tollaksson,
    tá ið Kjartan var ikki har.

    Niðurlag: Leggið nýggjar árar út,
    tað flýtur ein snekkja fyri hertogans garða,
    hon er sær av alm-við og eikini harða,
    leggið nýggjarar árar út.

    2. Ríða út av Hjarðarholti
    reystar kempur báðar,
    fyrstur reið Bolli Tollaksson,
    tá ið Kjartan var ikki hjá.

    3. Kjartan legði at Leygará,
    mongum tað væl tókti,
    snarliga runnu ástir saman
    við Gurðuna Ósvívsdóttir.

    4. Kjartan gongur fyri faðir sín,
    leitar við hann ráð:
    Vøn er Gurðun Ósvívsdóttir
    eg vil ta frúnna fá.

    5. Sømir tað øllum høviskum køllum
    læra spekt og sinni:
    “Líkari var tær mín sæli son
    tín velduga harra at finna.”

    6. Svaraði Kjartan Ólavsson
    av so góðum treysti:
    “Finna skal eg mín velduga harra
    á hesum sama heysti.”

    7. Kjartan gongur fyri Guðrunn at tala,
    tað mátti eingin hoyra,
    segði frúnni frá ætlan sín,
    hon rodnaði sum ein droyri.

    8. Leggur hann hendur um frúnnar háls,
    mælir við hana so blíðum:
    “Ísland skal eg á sumri hava,
    væl máttú mær bíða.

    9. Lat tær góðan hugin siga,
    aftur man eg koma,
    elska tær ikki annan mann,
    ei heldur eg mær konu.

    10. Lat tær góðan hugin siga,
    aftur komi eg við lív,
    elska tær ikki annan mann
    ei heldur eg mær vív.”

    11. Tað var Guðrun Ósvívsdóttir
    ið reyðargull bar á hond,
    fylgir hon Kjartani Ólasvssyni
    niður á sjóvarstrond.

    12. So letur Kjartan Ólavsson
    síni skipini búgva,
    allar letur hann streingirnar
    av reyðargulli snúgva.

    13. Vindur hann upp síni silkisegl,
    gull við ráðum brann,
    strikar ei á bunka niður
    fyrr enn við Noregs land.

    14. Strikar ei á bunka niður
    fyrr enn við Noregis vág,
    har lá Grímur innan fyri,
    spælir í brynju blá.

    15. Fyrst stígur Kjartan Ólavsson
    sínum fótum á land,
    so hann Bolli Tollaksson
    undir hans høgru hond.

    16. “Hoyr tú Bolli Tollaksson,
    eg geri tað ei at loyna;
    gakk á sund við griman mann,
    har skal tú teg royna.”

    17. Svaraði Bolli Tollaksson,
    hann lítur á henda mann:
    “Flestalt er hann í gævi treystur,
    eg royni ei sund við hann.”

    18. “Far tú tær til Íslands aftur,
    heilsa fólki heim,
    eg skal mær á sundið út
    at fremja lítlan gleim.

    19. Tú heilsa Guðruni Ósvívsdóttir
    av so góðum treysti:
    Ísland skal eg á sumri hava,
    áðrenn tað tekur at heysta.

    20. Bolli vindur upp síni segl,
    út í havið setti,
    Kjartan legðist á sundið út,
    at fremja leikir eftir.

    21. Bolli vindur upp síni segl,
    bæði gul og blá,
    strikar ei á bunka niður
    fyrr enn við Íslands vág.

    22. Kastar hann sínum akkerum
    á so hvítan sand,
    fyrst steig Bolli Tollaksson
    sínum fótum á land.

    23. Fyrstur steig Bolli Tollaksson
    sínum fótum á land,
    tá var Guðrun Ósvívsdóttir
    riðin niður til strand.

    24. Tá var Guðrun Ósvívsdóttir
    riðin niður til strand:
    Hvar er Kjartan Ólavsson,
    hví kemur hann ikki á land.

    25. Tú tarft ei Guðrun Ósvívsdóttir
    eftir honum at fregna
    Kjartan er í Noregi
    so glaður við kongsins tegnar.

    26. Kjartan er í Noregi
    fáir finnast slíkir,
    hann hevur fest eina norska frú,
    hon er ikki tygara líki.

    27. Guðrun snúðist Bolla frá,
    var reið og ikki góð;
    vont er slíkum rakkum at trúgva,
    tár á kinnum stóð.

    28. Bolli legði at Leygará,
    mongum illa tókti,
    snarliga runnu ástir saman
    við Guðruna Ósvívsdóttir.

    29. Tað var Bolli Tollaksson,
    tók sær frú at festa,
    snarliga lat til brúdleyp bjóða,
    læt ikki leingi fresta.

    30. Øllum letur Bolli Tollaksson
    í sítt brúdleyp bjóða,
    uttan Ólavi Kjartans faðir,
    ið væl kann randir rjóða.

    31. Drukkið var teirra brúdleypið,
    kátt var teirra lív,
    gingu so bæði í eina song
    Bolli og hans vív.

    32. Drukkið var teirra brúdleypið,
    mangur fór glaður av,
    eg kvøði um Kjartan Ólavsson,
    í Noregi hann var.

    33. Spæla teir teir á sundinum,
    báðir reystir seggir,
    Kjartan kennir møði á sær,
    biður at landi leggja.

    34. Kjartan læt at landi leggja
    sóu tað konur og menn,
    grimur maður á sundi spælir
    í hvørjari reglund enn.

    35. Grímur gár fyri Ólav kong,
    strýkur sær um ennið:
    “Heitstórir eru íslendingar,
    vilja oss innibrenna.”

    36. Kjartan gongur fyri Ólav kong
    svør á síni trú nú:
    “Allir vilja vit ísendingar
    taka við kristnari trú.”

    37. Mælti tað Kjartan Ólavsson,
    hann slær tað í ein gleim:
    “Allir kristnast vær íslendingar
    uttan Fróðar ein.”

    38. Tað var Torkil erkibisp
    heldur á gyltum hornið,
    allar kristnaði hann íslendingar
    á einum summarmorgni.

    39. “Eg kristni teg Kjartan Ólavsson
    væl í Góðum tíma,
    tak við kristnari trú av Gudi,
    eg gevi tær systir mína.”

    40. Svaraði Kjartan Ólavsson,
    konginum illa tókti:
    “Harri eg taki ei tygara systir,
    tað frættir ei Ósvívs dóttir,

    41. Svaraði Kristin kongsins systir,
    talar eitt orð for sær:
    “Vilt tú Kjartan Ólavsson
    skiljast nú frá mær.”

    42. Hon tók upp úr mjøðdrekkju
    Kjartani mentir gav
    sylgjan sett við gimsteinum
    gripur av gulli var.

    43. Hon gav honum tað góða svørð
    við gyltar slíðrar at binda,
    hann var aldri í víggi sár,
    ið bar tann brand við linda.

    44. Tað var Kristin kongsins systir
    Gull bar sær á hond
    fylgdi hon Kjartani Ólavssyni
    niður til sævarstrond.

    45. Har mundi hvørt frá øðrum skiljast
    báðum illa tókti:
    “Kjartan, eg fylgi ei longur tær,
    tað frættir ei Ósvívsdóttir.”

    46. Tú heilsa trúi grannakonu
    tú kemur til Íslands heim,
    tann tú elskaði í Noregi,
    var ikki av trælagrein.

    47. Tú heilsa tíni grannakonu,
    tú kemur til Íslands aftur,
    tær beyðst ástir í Noregi,
    ikki av trælaættum.

    48. Kjartan vindur upp síni segl
    bæði gul og blá
    strikar ei á bunka niður
    fyrr enn við Íslands vág.

    49. Strikar ei á bunka niður
    fyrr enn við Íslands vág,
    har lá Kálvur innan fyri
    vindur upp segl í rá.

    50. Kasta sínum akkerum
    á so hvítan sand,
    fyrstur steig Kjartan Ólavsson
    sínum fótum á land.

    51. Fyrstur steig Kjartan Ólavsson
    sínum fótum á land,
    tá var Guðrun Ósvívsdóttir
    riðin niður til strand.

    52. Har komu frúur og stoltsmoyar
    at keypa skrúð og lín,
    har kom Tóra Kjartans systir
    og fagnaði bróðir sínum.

    53. Revna situr undir faldinum,
    alt sømir henni væl,
    Kjartan kom frá strondum niðan
    snart kom teim á tal.

    54. Revna situr undir faldinum,
    væl sømir henni klæði:
    “Mentarlín og høvðugull
    tey vil eg hava bæði.”

    55. Svaraði Kálvur hennara bróðir,
    kundi væl spekt og æru,
    “Mentarlín og høvðugull
    tað sømir tær ei at bera.”

    56. Hann gav henni mentarlín
    og høvðugullini tvey,
    mangur fær tað øðrum er ætlað,
    eingin tað øðrum er eyðið.

    57. Hann gav henni stakkin
    høvðugullini bæði,
    mangur fær tað øðrum er ætlað
    eingin tað øðrum er lagað.

    58. Hann gav henni gull og fæ
    so tað silvurið brenda,
    Guðruni var ikki hjartað lætt
    tá hon sá skeinkin henda.

    59. Kjartan gongur fyri faðir sín
    leitar við hann ráð:
    “Von er Revna systir Kálvs,
    eg vil ta moynna fá.”

    60. Tað var Kjartan Ólavsson
    tók sær frú at festa,
    snarliga lat til brúdleyp bjóða,
    ei var longur at fresta.

    61. Teir drekka bæði úti og inni,
    gott skal slíkum gegna,
    Kjartan saknar úr máldrykkju
    svørðið við kongsins tegna.

    62. Tórálvs menn hans góða svørð
    stjólu úr gyltum skeiðum,
    stungu aftur í lodna slíðra
    brandin tann hin deiga.

    63. Kjartan kemur inn árla morgun,
    mist hevði brandin sín:
    “Eg havi stuldur og rán at lýsa,
    horvin er mækin mín.”

    64. Teir leita bæði úti og inni
    hvør til sama verka,
    fingu ein mann at leita har,
    teir kalla hann Ólav sterka.

    65. Teir leita bæði úti og inni
    hvør í sínar vráir,
    burtur vóru Tórálvs børn
    og Bitlusynir báðir.

    66. Kjartan kemur inn árla morgun
    lítst hann um so víða:
    “Eg havi so mikil ørindi
    burt á skóg at ríða.”

    67. Kjartan leyp á vøllin fram,
    bæði við ilsku og vreiði,
    hann bað saðla sær horsið tað,
    hann burt á skógin reið.

    68. “Tú ver væl um teg Kjartan mín,”
    Knútur mælir av sonnum,
    “teir hava á tær illan hug,
    tú statt frá Leygarmonnum.”

    69. Teir skulu fáa so tungligt gjald
    hvør skal annan svíkja,
    fyrri skal eg lata lív,
    enn burtur av vegnum víkja.

    70. Guðrun gongur fyri Bolla inn
    fellur fyri honum í knæ:
    “Unni eg Kjartani væl við tí
    nú hevur tú skommir tvær.”

    71. Guðrun gongur fyri Bolla inn
    fellur fyri honum til kníggja:
    “Bolli er verði tær ikki tekk,
    so leingi eg Kjartan síggi.”

    72. Sára græt Guðrun Ósvívsdóttir
    av so tungum stríði:
    “Tú skalt ongan søtan sova,
    meðan Kjartan er á lívi.”

    73. Bolli leyp á vøllin fram,
    bæði av illsku og vreiði
    hann bað saðla sær horsið tá,
    hann burt á skógin reið.

    74. Kjartan vá fimtan brynjumenn
    rennur í randir sveiti:
    “Skjótt er einum av at máa,
    heljarmat at veita.”

    75. Tað var Kjartan Ólavsson
    tað fann hann til ráð:
    stígur á tað deiga svørð,
    við hvønn mann hann vá.

    76. Aftur vá hann aðrar fimtan,
    rennur í randir sveiti:
    “Hví stendur tú, Bolli frændi
    vil ongum dugna veita?”

    77. Aftur vá hann triðja fimtan,
    rennur í randir sveiti:
    “Hví stendur tú Bolli frændi,
    vil hvørgum dugna veita?”

    78. Bolli leyp á vøllin fram,
    tað var dreingja ferð,
    hann stakk Kjartan Ólavsson
    ímillum buls og herða.

    79. Mælti tað Kjartan Ólavsson
    tá ið hann fell í knæ:
    “Hetta hevur tú Bolli frændi,
    leingi ætlað mær.”

    80. Kjartan liggur á grønum vølli,
    sær seg um so víða:
    “Einki skulu til Bolla gera
    meðan hann er á lívi.”

    81. Bolli stendur á grønum vølli,
    lítur seg um so víða:
    “Eg má ikki gera so ónt,
    at tað má mær jú líða.”

    82. Tá var grátur í Hjarðarholti,
    bæði av konum og kvendum,
    Tórálvs børn og Bitlusynir
    niður til strandar rendu.

    83. Tórálvs børn og Bitlusynir
    niður til strandar rendu,
    Bitlusynir skútu fingu
    og út av Hvamsfjørð vendu.

    84. Tað var Ólavur faðir hans,
    læt sær byggja borg,
    síðani livdi hann ævi sína
    alla út við sorg.

    Deyðastund Sigmundar

    Orð: Jónleif Johannesen

    1. Bylgjan brýtur høg og brøtt
    brestir upp á landið,
    troyttur maður leggur seg
    í taran á Sandvíks sandi.

    Niðurlag: Treðum lættliga dansin!
    Dagurin skínur so fagurliga,
    komið er hægst á summarið.

    2. Troyttur maður leggur seg
    niður í tarabrúgv,
    Sigmund er hann at navni nevndur,
    Føroyum gav kristna trúgv.

    3. Í nátt hann rýmdi borgum frá,
    lívið stóð í váða.
    Síðsta sjón í eygað brann,
    var Turið í hildarloga.

    4. Turið stóð í hildarloga,
    børnini royndi verja.
    Tað var eingin av Gøtuskeggjum
    á hana tordi herja.

    5. „Turið, væna fljóði mítt,
    eg beri tungan harm.
    Aldri aftur á ævini
    eg sovi við tín barm.“

    6. „Í nátt eg havi liðið nógv,
    Tóra havi eg mist.
    Einari sterka slepti eg av,
    tá hann hevði deyðan kyst.“

    7. Tregi og ivi í hesi stund
    í hjarta hava búgv:
    „Var tað rætt, tá ið eg sleit
    við gomlu fedratrúgv.“

    8. „Hvat man deyðin bjóða mær,
    eg fari foldum frá,
    endi eg í Helheimi
    til mikla sorg og trá?“

    9. „Ella man eg í Himni hátt
    hoyra klokkur ringja,
    ganga inn um gyltar dyr,
    har einglar fagurt syngja.“

    10. Tá tók sól at lýsa í,
    hon geislar sínar sendi,
    Sigmund kendi styrk á sær,
    og aftur trúgvin vendi.

    11. Ein dúgva kom av Himni hátt,
    seg niður á sandin skeyt,
    Sigmund lyftir høvur sítt,
    ei longur trúgvin treyt.

    12. „Hoyr meg, sæla sendiboð,
    limur í himnaskara;
    hvussu er vorðið í Himmiríki,
    av góðsku tú mær svara.“

    13. „Væl livst inni í Himmiríki;
    bæði við gleði og gavni.
    Mangar eru kempurnar,
    ið prísa tímum navni.“

    14. „Í morgun komu garpar tveir,
    føddir á Føroyalandi,
    vátir og illa tuskaðir,
    Einar og Tórir frændi.“

    15. „Har situr Ólav Trygvason,
    hann lesur í Halgubók.
    Hann kom hagar tann lagnudag,
    tá Eirikur Ormin tók.“

    16. „Har eru aðrar miklar kempur,
    Rólant og Ríkin reystur,
    umframt mæta keisar Karl,
    blant kappar er hann bestur.“

    17. „Um tey, ið eftir á Skúvoy sita,
    ongan ótta kenn.
    Dóttir tín verður háborin,
    og dreingir mætir menn.“

    18. Sigmund kendi mátt á sær,
    hendur saman legði:
    „Takk havi Guð fyri tíðina,
    sum eg á foldum hevði.“

    19. Tað klárnar fyri Sigmunds eygum,
    tríggjar mans hann sær.
    Tann eini nevndist Torgrímur,
    ber stóra øks við lær.

    20. Tala teir við vondum tungum
    um ringar, skreyt og skrúð:
    „Líkið grava vit í sand,
    men ringin bera til búð.“

    21. Lyfta høvur úr tara upp,
    øks ger banasár.
    Kroppur fellur til jarðar niður,
    í hondum høvd og hár.

    22. Hamin gróvu í døkka mold,
    ringin tóku teir heim.
    Sigmundssál mót himni fór
    til gleði og miklan gleim.

    Í Halgubók vit lesa um skaparverkið stórt

    Orð: Betta á Dalinum (Elsebeth Joensen)
    Viðmerking: Henda vísan var við í brúðarvísukapping hjá Slái Ring í 2013.

    1. Í Halgubók vit lesa um skaparverkið stórt,
    tá Skaparin bert segði tað, og so varð hetta gjørt.
    Úr mold og av lívsanda hann skapaði ein mann,
    sum skuldi dyrka aldingarðin og væl varða hann.

    Niðurlag: Kveikjandi kertur, kærleikans stund,
    fjálga, alreyða rósulund,
    reyðgylta glæma, tá sól fer í kav,
    brennandi kenslur, sum brúsandi hav.

    2. At maðurin var eina, var Gud ei nøgdur við
    men gjørdi honum medhjálp at hava sær við lið.
    Úr rivjabeini mansins hann konu gjørdi tá,
    og Adam glaður, nøgdur, tá ið hann Evu sá.

    3. Á hetta grundarlagið er hjúnalagið bygt.
    Tvey, sum hvørt annað elska, tey halda saman trygt.
    Frá faðir, móður fara og saman byggja heim,
    um lívið eru felags í álvara og gleim.

    4. Ei nakað metast kann við hin villa ástarrús,
    í barmi bylgist ørandi, eins og havsins brús.
    Ásttikin eru tvey og hvørt øðrum geva ans,
    við bivan og við vónum tey treða kærleiks dans.

    5. So ljóst og lætt er lívið sum summar, sól og vár,
    og hendur skelva, kína so eymt um hold og hár.
    Hin heiti ylur streymar, og títt slær hjartað pøst,
    hvørt øðrum senda sælu og djúpu eygnakøst.

    6. Um mansins miklu megi og um mong manndómsbrøgd
    er sungið, kvøðið, skrivað, og mong ein søga søgd.
    Hann dárað hevur kvinnu, hon fyri honum fall,
    hon ynskti sær at eiga ein rættan, vænan kall.

    7. Ein rættur maður virðir og hámetir sítt vív,
    um hana kappan leggur og fjálgar hennar´ lív,
    Hann hana fær at kenna, at eingin er sum hon,
    er meira verd enn gull, ein gudinna fríð og von.

    8. So tekkilig og tølandi vekur mansins sans,
    við brosi kát og sveimandi leikar lættan dans,
    sum rósa millum blómur, ein dýrgripur hon er,
    sum maður kannar sær, og til hana alsk hann ber.

    9. Úr søgu, samtíð frætta um mangt eitt konubrot,
    um dygd og vakurleika, hon er sum frískligt lot.
    Væl kvinnan hugnar, lívgar, fær lættan andadrátt,
    við stuðli, styrki gevur hon manni megi, mátt.

    10. Tvey, sum hvørt annað elska, hvørt øðrum gerast ogn,
    í lívi halda saman í bæði ódn og logn,
    á jøvnum føti hava tey síni mál og mið,
    hvørt øðrum vísa atlit og virðing, sóma við.

    11. Tey hjúnalagið røkta eins og ein urtagarð,
    har blóman veksur fríð, altíð ljós og føðslu fær,
    hvørt øðrum fyrigeva, hvørt annað hevja hátt
    og skapa frið og gleði til síðstu lívsins nátt.

    12. Vit brúdleypsveitslu halda nú henda stóra dag
    og heiðra tey, sum nú gingu inn í hjúnalag.
    Vit taka saman kát, og vit dansa lið um lið
    við brúður og við brúðgómi vøkur, stásilig.

    13. Úr ymsum heimum koma, mangt gott tit hava lært
    um siðir og lívsvirði, sum tykkum er so kært.
    Tað besta, sum tit fingu, í heimið takið við
    og berið hesar dýrgripir til næstu ættarlið.

    14. Lat kærleikslívið blóma í orðum og í gerð,
    nú meðan ung tit eru, og máttur prýði er
    og allar lívsins dagar, til hár tey gerast grá,
    sum heiðurskrúna er, rættferðvegi vinnist á.

    15. Vit lukku, gleði ynskja nú tykkum, brúðarpar,
    at kærleikin, sum ber alt, hann yvirlutan fær.
    Tit heimið byggið saman á trygga, fasta grund,
    og Harrin fylgi tykkum til tykkar´ síðstu stund.

    Tit, brúðarfólk góðu, nú lýðið á

    Týtt: Axel Tórgarð
    Viðmerking: Brúðarvísa av donskum uppruna

    1. Tit, brúðarfólk góðu, nú lýðið á
    tað kvæði, sum her skal ljóða
    um Ísak, patriarkin, og tá
    hann konu sær fann og góða.
    Av tí kunnu tit bæði læra tað,
    at Guð vil vælsigna hvørt hjúnalag
    um Hann tey óttast og æra.

    2. Ábraham heitir á húskall sín,
    sum frægastur var av monnum:
    “Tú rætt mær nú hond, og eiðin tín
    tú svørja skalt mær av sonnum,
    at hollur og trúgvur tú vera skalt,
    mær soninum heinta eitt vív útvalt
    og haðani, eg tær ávísi.

    3. Av gentunum Kánaanslandi á
    tú ongari boð skalt bera,
    tí sannan Guð tær ei trúgva á,
    hav einki við tær at gera;
    men far til tað land, har eg føddur varð,
    ta røttu gentuna finnur tú har,
    sum Guð hevur Ísaki ætlað.”

    4. Sum sømir seg, gav Eliesar tað svar:
    “Eg skal út á ferðina leggja;
    men um hon nú ikki vil koma við mær,
    skal son tín so hagar eg eggja?”
    Men Ábraham svaraði honum tá:
    “Um tú hevur gjørt tað, sum eg legði á,
    So hevur tú gjørt tína skyldu.

    5. Tann Guð, meg frá fedraætt kallaði,
    meg higar til Kánans læt leiða
    og gav mær tað lyftið, at eftir meg
    skal fólk mítt hetta landið eiga,
    sítt einglalið senda við tær hann skal,
    so ferðin hjá tær kann eydnast væl.
    Hann sjálvur skal bønarorð bera.”

    6. Tann sveinurin trygdareiðin svór
    og gjørdi seg til at fara.
    Hann við sær tók bæði fólk og djór,
    gull silvur og dýrgripir aðrar.
    Til Mesopotamiu leiðin ber,
    og brátt í Nakors staði hann er,
    sum Ábraham sagt honum hevði.

    7. Ein brunnur standur við henda stað,
    har vildi tann sveinur seg hvíla
    og hvíldina veita til fólk og fæ,
    sum tænt høvdu árla og síðla.
    Tá komu tær moyggjar úr staðnum har
    at fáa sær vatn, so sum siður var.
    So gjølla hann lítur at teimum.

    8. Og síðan til himmalska Harra sín
    at hjarta í bøn sær vendi:
    “Kom nú og náði tína sýn
    mót Ábraham, sum meg sendi.
    So eg til fulnar kann vita tað,
    at henda giftan hon kemur í lag
    av tínum vilja og ráði.

    9. Tann av hesum moyggjum, sum sigur við meg:
    “Hygg, vatnið skal veita tær linna,
    tú drekk nú fyrst sjálvur og leska teg,
    so skal eg kamelunum brynna.”
    Gævi Guð, at tað má vera hon,
    sum fær til húsbónda Ábrahams son.
    Lat tað vera mær eitt tekin.”

    10. Men ikki so skjótt var havd tann bøn,
    so kom Rebekka til brunnin,
    hon Bethuels dóttir, tann moyggin vøn,
    ei fagrari fljóðið varð funnið.
    Hon kemur at draga sær vatn so fró
    og hittir Eliesar, við brunnin stóð.
    So blídliga hann henni heilsar.

    11. “Tú gev mær ein vatnssopa,” sigur hann,
    “eg eri so sera tystur.”
    “Ja, fegin,” hon sigur við ókunnumann,
    “tú fá tær nú sjálvur fyrstur,
    ímeðan til brunnin eg fara skal
    og geva kamelunum skjótt og væl,
    og eingin skal vera svikin.”

    12. Hann tigandi stóð og hugdi at,
    til eingin var eftir, sum tysti,
    tí hann vildi síggja, um Harrin læt
    tað henda, sum honum lysti.
    So henni eitt silvurker hann gav
    og ringar, sum bóru av øllum av,
    úr dýrasta gulli slignir.

    13. Og segði: “Sig mær, góða tú,
    frá ætt og frá faðir tínum,
    og hvar kann eg fáa vistir nú
    fyri mær og øllum mínum?”
    Hon svaraði: “Bethuel faðir mín er,
    hjá okkum er innivist fyri tær
    og fóður til tínar kamelar.

    14. Rebekka nú ovfarin gávurnar bar
    til húsa uttan at drála.
    “Hygg, hetta gav fremmandur maður mær,
    tá ið eg skuldi vatnið hála.”
    Men bróðurin Laban tá undrar seg
    og fer út til brunnin so beinanveg,
    har alt er sum systirin segði.

    15. “Vælsigni teg Guð og Harrin nú
    fyri gávur og sýndan heiður.
    Hví stendur so síðla her úti tú,
    Hjá okkum tú innivist eigur.
    Til djór tíni fjós nú fáast skal,
    og fólkini tey skulu sita væl.
    Nei, tit skulu einki sakna.”

    16. Hann bjóðaði øllum til hús við sær,
    og har varð sett á borðið;
    men Eliesar eg undan bar,
    og hevði sín eið við orði:
    “Eg sessist ikki við hetta borð,
    fyrrenn tit hava hoyrt hvørt einasta orð,
    sum eg eri biðin at bera.

    17. Í Ábrahams húsi eri eg
    tann elsti av hansara køllum,
    Guð gjørdi hann ríkan og múgvandi,
    í mæti hann ber av øllum,
    til neyt og seyð, til silvur og gull,
    og har er við fólki húsini full,
    kamelar og hvørt av sínum.

    18. Kona hans Sára, sum gomul er,
    fekk sonin á ellisdegi,
    tann sonin, sum navnið Ísakur ber,
    hjá Guði og monnum ein gleði.
    Hans faðir gav honum góðs og garð,
    og Kánaansland, sum er heimstaður vár,
    er honum av Harranum játtað.

    19. Nú havi eg Ábrami svorið, so satt
    eg ikki kann undan meg siga,
    at vitja til tykkara, hansara ætt,
    og um hesa gentu biðja.
    Ja, Harrin við brunnin sýndi mær tað,
    at gentuna havi eg funnið í dag,
    sum er mínum húsbónda ætlað.

    20. Tí biði eg tykkum, tit veiti mær svar,
    sum gentuni ráða og valda,
    at eg við vissu kann vita við mær,
    hvat tit munnu um hetta halda.
    At ei av røttum skal sigast um meg,
    at børnini sendi eg ørindi,
    men fari síðani sjálvur.”

    21. Laban og Bethuel søgdu hartil:
    “Ímóti tær siga vit ikki,
    tí Harrin tað hjúnalag hava vil,
    sum er eftir hansara tykki.
    Vit okkara játtan víst geva tær,
    Men gentan skal sjálv veita tykkum svar,
    hvat henni á hetta líkist.”

    22. Rebekka varð kallað fyri teir inn
    nú sjálv fyri seg at svara.
    “Er hetta í huga tær enn um sinn
    við hesum monnum at fara
    frá landi og øllum, sum tær er kært?
    Tú skalt ikki siga, at noydd tú varðst,
    tín egna vilja tú hevur.”

    23. Hon svaraði teimum so satt og rætt,
    sum Harrin skeyt henni í huga:
    “Guðs gerning at broyta er mær ikki lætt,
    tað man eingin menniskja duga.”
    Hon rættir Eliesari sína hond,
    at hon vildi koma til Kánaansland
    og har vera kona Ísaks.

    24. “Eg Ábrahams Guði takki fyrst,”
    sang hann av hjarta og munni,
    “sum gjørdi, at ferð mín eydnaðist,
    So gentuna eg havi funnið.
    Hann miskunnsamur og náðigur var
    mót húsbónda mínum og so móti mær.
    Um ævir Hann heiðurin eigur.”

    25. So leitar í sínum viðføri,
    og festarfæ moynni hann gevur,
    gull, silvur og dýrastu klæðini,
    tey vakrastu, nakar hevur.
    Og mamman og bróðirin tey fingu sítt,
    tað var ikki lítið, ið teimum varð býtt-
    so tekur hann til í stórum.

    26. Tá fyrstani hann at borðum fer
    og teir, ið við honum vóru.
    Teir ótu og drukku, sum siður er,
    og glaðir frá borði fóru.
    Men annan dagin hann vildi avstað –
    Rebekka við honum í ferðalag –
    hann kundi ei longur bíða.

    27. “Vælsignað tú veri, vár systir kær,”
    so ljóðaði samfeldur songur
    “og himmalsins Harri signi teg har,
    sum leiðin hjá tær nú gongur.
    At ætt tín skal fjølgast í túsundtal
    og yvir sínum fíggindum hava skal
    alt valdið og yvirræðið.”

    28. Eliesar við moynni í saðil steig,
    hon fekk á kamelinum sæti.
    Og genturnar tær fylgdu henni á leið,
    har var bæði kúrur og kæti.
    Hon vinunum heilsaði góða nátt,
    og síðani hildu tey leiðina brátt,
    til Kánaansland mundi liggja.

    29. Men tá ið tey komu heilt surður har,
    sum Ísakur bústað hevði,
    tá var hann um kvøldið farin sær
    at hyggja at bøi og seyði
    og hava sítt dagliga bønarhald
    til Harrans, sum hevur á øllum vald –
    tá sær hann kamelarnar koma.

    30. Rebekka nú hugdi upp og sá
    har Ísak á bønum ganga,
    hon smæðin sær vendi til sveinin tá,
    hana ført hevði vegin tann langa:
    “Hvør er hasin maður, sum kemur har?”
    “Mín húsbóndi er tað,” var hansara svar,
    “hvørs hústu tú nú skalt verða.”

    31. Tá Ísakur hevði frá ferðum frætt,
    um hvussu tað gingist hevði,
    hann til Rebekku – eg sigi tað satt –
    sær vendi og hond sína legði
    í hennara hond og leiddi nú
    í móðurhúsið ta einastu frú,
    hann elskaði allar sínar dagar.

    32. Tann sama himmalska Harra Guð
    vit biðja fyri tykkum báðum,
    at góðska Hans falli tykkum í lut
    at liva í friði og náðum
    í árini mong og at síggja við
    bæði børn og komandi ættarlið,
    til deyðin man skilnaðin gera.

    Adam og Eva

    Orð: Jónleif Johannesen
    Lag: Halt út halt út á hav

    1. Nú stíðið fram á gólv,
    við gleðisrómi syngi,
    her maður kona góð
    hvønn annan hava fingið.

    Niðurlag: Virði tað, sum sigra kann,
    trúgv, vón og kærleikan.

    2. Eg greiða vil í frá,
    teim, heimsins fyrsta pari.
    Tey livdu gott og væl,
    í Edens fagra garði.

    3. Ta føgru, fyrstu stund,
    í friði mundu liva,
    men ormur gav ei grið,
    í Halgubók er skrivað.

    4. “Tú vakra góða sprund,
    ei Harran tú skalt líða,
    men smakka hesa frukt,
    so kunnskap tú kanst týða”.

    5. Av kunnskaparins træ,
    spent kvinna, maður ótu,
    tá opnast teirra sjón,
    í fikubløð seg lótu.

    6. Nú Harrin vreiður var,
    og svikin boð Hann gevur
    við sveitta et tað breyð
    úr moldum tú hart grevur.

    7. Tú kvinna skuffar meg,
    eg vil tær ikki náða.
    Við pínu eig tey børn
    á foldum tú skalt fáa.

    8. Hann rak tey síðan út,
    tað máttu tey ásanna.
    Tey áttu fyrstu synd,
    ið gjørd varð millum manna.

    9. Tey livdu nøkur ár,
    góð hirdu kærleiksloga,
    væl kærleikin bar frukt
    tveir dreingir mundu fáa.

    10. Teir vuksu síðan upp,
    so skjótt og ikki leingi,
    tey gleddust bæði tvey
    um hesar røsku dreingir.

    11. Tað hegnið Ábels var,
    at røkta lomb og smalur.
    Væl Káin dyrkar jørð,
    so albeittur gerst dalur.

    12. Tað fastur sigur var,
    tá offurdagar vóru.
    Teir bóru fram for Guð
    tær altargávur stóru.

    13. Men Gud er Gud og hann,
    for okkum mangt vil dylja.
    og millum gávurnar,
    Hann greidligt mundi skilja.

    14. Slíkt Káin tók sær nær,
    og øvund valdi eigur.
    Sín bróður herjar á,
    Sárt blindaður og vreiður.

    15. Teir siftust hart og skart,
    men hvørgin annan fellir,
    nú Ábel snávar á
    Í hellu nakkin smellir.

    16. Her Ábel lat sítt lív,
    hans kinnar gjørdust bleikar.
    Tá Káin burt í lond,
    við tungum sinni reikar.

    17. Nú Káin fór til Nod,
    tey Ábel íniður gróvu.
    So tung var henda stund
    for hjún á foldum stóðu.

    18. Hvør kann nú lætta sorg,
    hvør kann nú lætta byrðu,
    Hvør kann nú taka tað,
    tey læsta makan fyri.

    19. Jú, Harrin bjarga kann,
    um vit Hann lata ráða.
    Hann kærleiksfræ í barm,
    so hegnisligt kann sáða.

    20. Tey, heimsins fyrsta par,
    í bøn til Harran gingu.
    har funnu kærleikan
    og Set í løn tey fingu.

    21. Tey fingu fleiri børn,
    í Halgubók er skrivað,
    í fleiri hundrað ár,
    glað saman mundu liva.

    22. Hann hjálpti teimum tá,
    Hann hjálpir enn á døgum,
    Hann er okkum hjá
    í lívsins lagnu støðum.

    23. Til fagra brúðarpar
    vit ynskja lív og gleði.
    má lívið falla lætt,
    tit eigi kærleiksmegi.

    Niðurlag: Virði tað, sum sigra kann,
    trúgv, vón og kærleikan.

    Gevið ljóð og líðið á

    Orð: Regin Eikhólm
    Lag: Flóvin Bænadiktson
    Viðmerking: Henda vísan var við í brúðarvísukapping hjá Slái Ring í 2013.

    1. Gevið ljóð og lýðið á
    øll her í brúdleyps róma,
    meðan frøði greiðir frá
    um giftarmál og sóma.

    Niðurlag: Lat okkum frøast, dansa og kvøða
    á hesum degi.

    2. Kærleiksandan Guð oss gav,
    og Adam og Evu hann skapti,
    saman at sigla lívsins hav
    tá Amor’s pílur tey rakti.

    3. Maður og kvinna loyndarfult
    í kærleika søkja saman.
    Hvat og hví er fyri oss dult
    tó ikki ástarleiks gaman.

    4. Skriftin greiðir okkum frá
    um giftarmál í forum,
    hvussu tey komu saman tá
    ei nokk var við nýtum orðum.

    5. Gudagivin ættarbond
    vístu leið í hjúnalagið.
    Leitað varð enntá til onnur lond
    at finna tað rætta slagið.

    6. Kend er tann gamla biðlaferð,
    sum Ábraham legði til rættis.
    Tryggja hann vildi sína ætt í gerð,
    so alt kom væl til sættis.

    7. Sveinurin heintaði brúður heim
    Rebekka nevnd at navni.
    Hon førdi við sær gleði og gleim
    og untist í Ísaksa favni.

    8. Ungfólkið onga avgerð tók,
    um hvør var sámi at fáa.
    Víst varð til gomlu halgubók,
    at manni er givið at ráða.

    9. Henda siðvenja fjaraði burt,
    og nýkomin tilverustevna
    loysti úr hafti ta kærleiks urt,
    ið áður ei loyvd var at nevna.

    10. Fræls vit nú knýta kærleiksbond
    sum nýgifta brúðarparið.
    Agape og Eros hond í hond
    tit av teimum báðum læri.

    11. Maður og kvinna, sum vit fagna her,
    í dag hava lyftið givið,
    at elska og æra í orð og gerð
    til annað í mold verður grivið.

    12. Brúdleyp og hábærsligt veitsluborð
    frá fyrndini hoyra saman.
    Har álvara, skemt og fyndarorð
    kveikja parið við gleði og gaman.

    13. Við brúdleypsborðið er lagið gott
    vær syngjum og røður frambera.
    Kánans vínið hevur gleðismátt,
    sum veitslukát øll kann gera.

    14. Hjúnabandið er kærleikans borg,
    har komandi ætt vit uppala,
    bæði at tola gleði og sorg
    og við í lívinum spæla.

    15. Ástarbandið má ansast væl
    sum rósan og liljan væna.
    Hjartarúmið tað fløva skal,
    tú kanst ei frá øðrum tað læna.

    16. Eisini er mong søgan søgd
    um javnrætt í hjúnabandi.
    Fegin vit takka og eru væl nøgd,
    at nú ræður javnstøðu andi.

    17. Hvør, sum velur hjúnalag,
    má kærleikan til sín taka.
    Hugsa og leggja alla orku í tað
    at elska og æra sín maka.

    18. Kærleiksboðið er lívsins salt,
    ið hjún hvørt øðrum bjóða.
    Latið tað tí ganga fram um alt,
    so verður alt við tað góða.

    19. Latið øll góðynski ljóða her
    um trivna í hjúnalagi.
    Eydnan tykkum fylgi í hvørjari gerð,
    og Harrin signi tykkum bæði.

    Niðurlag: Lat okkum frøast, dansa og kvøða
    á hesum degi.